Skip to the content

Super flot klaverkoncert i Vor Frelser Kirke

Musikalske Mindesværker

Lørdag den 6. september 2025 indledte Vor Frelser Kirke, Horsens, deres efterårsmatinéer med en flot klaverkoncert: Musikalske Mindesværker.

Koncerten var en markering af 80 året for 2. verdenskrigs afslutning og de flygtninge-strømme som krige til alle tider giver, hvilket jo desværre stadig er et alt for aktuelt problem.

Da befrielsesrusen i 1945 havde lagt sig, stod Danmark med en kvart million flygtninge over for en forpligtelse, som kom til at præge alle danskeres hverdag i flere år.

MINDESVÆRKER er en landsdækkende koncertrække, der i 80-året for Danmarks befrielse sætter fokus på musik og mennesker på flugt.

Pianisten Ramez Mhaanna og Horsens Musikskoles klaverelev Mattei Bors spillede klavermusik af komponister med egne erfaringer som flygtning og med flygtninge. Det gælder tyske Beethoven, polske Chopin, ungarske Bartók og Gunnar Berg, en dansk komponist og pianist der i efteråret 1945 spillede koncerter for flygtninge rundt om i Danmark - herunder i Horsens. Musikken udtrykker og omfavner den komplekse følelsesverden af sorg og tab, fortvivlelse og håb som er en del af flygtninges hverdag.

Koncerten blev til med støtte fra Horsens Kommune, Familien Hede Nielsens Fond og Horsens Folkeblads Fond - og i samarbejde med Røde Kors.

Se videoen på vores YouTube-kanal