Skip to the content

Nyheder

HMB med i nyt sundhedsprojekt

Udover at undervise en masse skønne elever på deres forskellige instrumenter på Kulturstationen og ude på kommunens skoler, så har vi på HMB også spændende samarbejder i gang omkring kultur og sundhed.

Et af projekterne sker i samarbejde med VITAL Horsens på Langmarksvej. Her arbejder vi sammen med personalet om at bringe kulturen tæt på de mennesker, der er uheldige at blive ramt på helbredet og som skal igennem forskellige former for genoptræningsforløb.

Læs historien om, hvordan vores guitar-guru Per Zeeberg bruger musikken til, at give borgerne på Døgnrehabiliteringen et tiltrængt frikvarter. Læs mere i den fine artikel i HSFO HER

Kristian Lassen - rytmisk klaverlærer

Vi er altid glade, når vi kan tiltrække dygtige og kompetente undervisere til Horsens Musik- & Balletskole. Det er absolut tilfældet med Kristian Lassen, som bliver vores nye spydspids for den rytmiske klaverundervisning.
Han har undervist i mange år på Det Jyske Musikkonservatoriums rytmiske afdeling i klaver og sammenspil og er sideløbende aktiv musiker, hvor han bl.a. spiller med Mek Pek Party Band.
Kristian har en stor passion for latinamerikansk musik, og har en særlig tilknytning til Cuba, men spænder ellers over en bred vifte af stilarter.
Den store erfaring akkompagneres af et smittende humør, udtalt spilleglæde og en stor lyst til at arbejde med elever på alle niveauer.
Velkommen til Kristian Lassen – tag godt imod ham.

Thomas Larsen Späth, Musik- & Balletskoleleder

Rock i Lunden Prisen 2023

JUBIIII!!! Lørdag d. 9. september 2023 modtog Horsens Musik- & Balletskole sammen med BROEN Horsens den nystiftede pris ”Rock i Lunden prisen 2023” fra Musikforeningen Eigils og Horsens & Friends.

Begrundelsen for, at vi får tildelt prisen er:

”Musikskolen spiller en helt central rolle i det grundarbejde, som det er at få børn og unge interesseret i musikken, at fastholde dem i at håndtere et instrument og inspirere dem til at dyrke musik som en livslang evne og forståelse.”

Vi er meget taknemmelige for prisen og er samtidig glade for at kunne dele den med BROEN Horsens som også er en kæmpe støtte for nogle af Horsens Musik- & Balletskoles elever.

TUSINDE TAK

Johnny Kühn Jørgensen - guitarlærer

Vi byder velkommen til Johnny, som ny guitarlærer på Horsens Musik- & Balletskole. Johnny har masser af erfaring med undervisning i forskellige sammenhænge, og var et absolut førstevalg, da vi skulle finde en ny guitarlærer.
Udover det store faglige oveblik, så har Johnny en superskøn og positiv indstilling til sin lærergerning.. Vi er glade for at få ham med på holdet og håber, at I alle vil tage godt imod ham.

Velkommen til Johnny.

Thomas Larsen Späth, Musik- & Balletskoleleder.

Johnny:
Jeg hedder Johnny Kühn Jørgensen og har brugt en stor del af mit liv på at spille guitar. Siden en færdiggjort konservatorieuddannelse i 2010 (guitar/sammenspil) har jeg beskæftiget mig med musik, både som udøvende musiker og underviser i flere sammenhænge.

I min undervisning lægger jeg vægt på medbestemmelse, engagement, hvor min elev musikalsk er – og så skal det være sjovt at spille.

Kristian Selnes - violinlærer

På Horsens Musik- & Balletskole er vi ikke bange for at ansætte nyuddannede. Især ikke, når de er så kompetente, som Kristian Selnes, der er vores ny violinunderviser. Kristian har erfaring med både soloundervisning og ensembleledelse. Han vil derfor komme til at have soloelever, samt indgå i et team sammen med Tine Bæk Madsen omkring Horsens strygerne. Vi ser frem til at få Kristian ombord efter sommerferien.  Tag godt imod ham.

Thomas Larsen Späth, Musikskoleleder

Kristian:
Hej, mit navn er Kristian, og jeg er violinist og ny lærer i Horsens Musikskole. Jeg er utroligt begejstret over at have fået muligheden for at være en del af det fantastiske musikmiljø i byen og ser frem til at møde alle elever og kolleger.

Jeg kommer oprindeligt fra Norge, men har boet i Aarhus i næsten tre år, hvor jeg har studeret på Det Jyske Musikkonservatorium. Jeg har tidligere studeret på Musikhögskolan Ingesund i Sverige og har deltaget i mesterklasser i forskellige lande, herunder Italien, Tyskland og Polen. Musik er min store passion, og jeg nyder at spille alle typer musik! Jeg bruger mesteparten af min tid på at spille klassisk musik i forskellige orkestre og i min strygekvartet. Derudover spiller jeg også tango, folkemusik og lejlighedsvis i bigband.

Jeg ser frem til vores kommende møder!

Jeppe Mørch Hjøllund

Jeppe Mørck Hjøllund - trompet

”Sådan! Det er endnu engang lykkedes os, at finde en god underviser, som I skal glæde jer til at møde. Jeppe Hjøllund er vores nye trompetunderviser. Han kommer med stor erfaring både som underviser og udøvende musiker, og så er han bare en virkelig rar fyr. Et stort og varmt velkommen. Vi håber I vil tage godt imod ham”.

Thomas Larsen Späth, Musikskoleleder

Jeppe:

Mit navn er Jeppe og jeg er ny trompetlærer i Horsens Musikskole.

Musik er det bedste jeg ved. For mig er musik den største kilde til kreativ og åndelig udvikling.

Jeg har det allerbedst, når jeg dyrker kontakten til mit instrument og skaber noget sammen med andre, både medmusikere og elever.
Jeg spiller både jazz, hiphop, pop, elektronisk musik og fri improvisation. Blandt andet spiller jeg i min egen kvintet Klokke og i trioen Blunder. Jeg er også studie- og livemusiker for andre artister og bands, og så har jeg spillet en hulens masse bigband.

Jeg holder til i Aarhus og er en del af byens jazzmiljø, hvor jeg både spiller og arrangerer improviserede koncerter.

Jeg er uddannet rytmisk trompetist fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2018.

Jeg glæder mig til at møde mine nye elever i Horsens Musikskole!

Joachim Beckman Egsgaard - klaver, sang med mere

Horsens Musik- og Balletskole har endnu engang været privilegeret med en stor flok ansøgere til en ledige stilling. På trods af de mange ansøgere var det dog ikke svært at vælge Joachim Beckman Egsgaard som vores nye sang- og klaverlærer. Han er en underviser med masser af energi og positiv udstråling, og med nogle helt særlig pædagogiske evner.

Vi er glade for at byde ham velkommen i flokken, og er sikker på, at både elever og forældre vil nyde samarbejdet. En varm velkomst til Joachim, som ny lærer på Horsens Musik- og Balletskole.

Thomas Larsen Späth, Musikskoleleder

Joachim:
Jeg har alle dage elsket at spille på alverdens instrumenter, og jeg har af den grund lige siden folkeskolens musiktimer været dén, der agerede ekstralærer, når de andre elever skulle lære at spille. Dette fortsatte op i gymnasiet, hvor min musiklærer af og til overlod roret til mig, når han skulle hjælpe et andet sted, og pga. denne lærer indså jeg, at musikvidenskab var den rette vej for mig at gå – siden da har jeg vidst, at undervisning var min passion!

Charlotte Høj Mortensen - Børnehold og Bands

Horsens Musik og Balletskole er hele kommunens musikskole. Derfor arbejder vi altid på at have et varieret tilbud også i de mindre byer. I den forbindelse klapper vi i hænderne over, at vi har fået  Charlotte Høj Mortensen med ombord, som underviser i Hovedgård. Her skal hun bruge sin store erfaring og positive energi på at varetage undervisningen på vores forskellige børnehold. Hun er en dygtig underviser, og som bonus, så er hun selv bosat i Hovegård.

Et varmt velkommen til Charlotte, som vores nye underviser i børneband og musik & leg.

Thomas Larsen Späth, Musikskoleleder

 

Charlotte:
Jeg hedder Charlotte, og mange af jer i Hovedgård kender mig i forvejen, men nu kommer I også til at kende mig som musiklærer. Jeg har undervist på Odder Musikskole de sidste 6 år og har også haft babysalmesang, familiehøjskolekurser m.v. På musikholdene er det vigtigt for mig, at den enkelte trives, føler sig set og får lov til at bidrage – samtidig med, at vi skal fungere som et hold. Leg og læring er i højsædet. På de yngste hold, skal vi lære musikkens grundlæggende parametre med nysgerrighed, leg, dans og bevægelse – måske næsten uden rigtig at opdage, at vi lærer noget. På de ældre hold skal vi stadig have det sjovt, men vi skal også have noget at rive i og omsætte al den legende læring til egentligt sammenspil.

Jeg glæder mig virkelig meget til at møde jer alle sammen!

Pavel Herera Duquesne - danselærer

Horsens Musik- og Balletskole har ind imellem brug for vikarer, når nogle af de faste undervisere søger orlov. Det er dog ingen sag, når vi kan få vikarer som Pavel Herrera Duquesne. Han er en meget erfaren underviser, der kommer med stor praksis-erfaring som professionel danser. Vi har allerede haft fornøjelsen af at have Pavel på besøg tidligere, og glæder os til at have ham i huset det næste års tid.
En varm velkomst til Pavel, som ny vikar i balletskolen.

Thomas Larsen Späth, Musikskoleleder

 

Pavel:
Mit navn er Pavel Herrera Duquesne er 41 år, og er oprindelige fra Cuba. Jeg flyttede til Danmark for 16 år siden, hvor jeg bosatte mig i Vejle. Jeg startede med at danse allerede da jeg kun var 6 år. Senere blev jeg uddannet som danser og koreograf i Cuba. Jeg underviser i flere forskellige stilarter, men min passion ligger hos moderne og contemporary dans.

Jeg har været medlem af flere dansetrupper i mit hjemland Cuba. Her i Danmark har jeg danset på flere teater, på både store og små steder - heriblandt Vejle musikteater og Århus musikhus. Har i de sidste m år undervist på flere kulturskoler rundt om landet f.eks. Ringkøbing-Skjern, Ishøj og Silkeborg Kulturskoler.

Jeg ser frem til at dele min viden, min kunnen og min glæde med mine elever. Intet glæder mig mere end at tage nye dansere ved hånden og føre dem ind i den fantastiske danseverden

Tine Bæk Madsen - violinlærer

Horsens Musik og Balletskole er glad for at kunne tiltrække dygtige undervisere. Nogle gang kommer disse langvejs fra. Det er en kæmpe gave, da de bidrager med god erfaring, ny inspiration og nogle gange også nyt netværk. Således er Tine Bæk Madsen ikke bare en dygtig underviser, men har også hjulpet os med at bygge bro til en tysk musikskole, som vi allerede er ved at etablere et nyt spændende samarbejde med, som vores strygere forhåbentlig kommer til at nyde godt af.
En varm velkomst til Tine, som vores nye underviser i Suzuki-violin.

Thomas Larsen Späth, Musikskoleleder

Tine:
Jeg er klassisk violinist uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og har i alt 40 års erfaring som underviser på først danske og siden sydtyske musikskoler, hvor jeg de sidste 24 har boet og arbejdet i det smukke område omkring Bodensøen. Der har jeg undervist børn fra tre års-alderen, unge og voksne på alle niveauer i både kommunalt og privat regi, ledet strygeorkestre og Suzuki fællestimer.